Framtid: Bildet viser kanskje ro og nyttårsfred, men nerveknuten bak spakene mens ørna tok sin årets siste fotoflytur over fjorden, midt i sklett-elinger og viltre vindkast torsdag, trenger gudbedre en sjel ikke ettersøke i utrengsmål. Foto: Knut Godø
Året takker av i samme dur som det har forløpt: Med skrangling og during og gjønging.
Været har rava rape drukkent omkring i dagevis, med sletter og sklette og blautblest i vill uorden, årstida ligner aller minst på seg sjøl, det er knapt en snøflekk å spore opp såpass at en skitur kan kvitteres ut.
Ørna fant med nød og neppe, i et ledig øyeblikk i rusen rundt tolvslaget torsdag, ei åpning i skylagene og kunne konstatere at Byen ligner seg sjøl i alle fall for det meste. Høylys dag du liksom, grått i grått, men der nede ligger den og gløder, og blinker litt avvekslingsvis utover vannet.
Nyskapninger å hilse på. Nede til venstre svever Statoilbygget med bygningskroppen i et kokett lite skrev – som en Bokløv i svev ut over fjorden. Bygget er foreløpig siste tilskudd i en omveltning for sentrale deler av byen som kan fortone seg åndeløs. Man blir ikke kvitt en ambivalent kløe. Bygget er nok vakrere enn Brunosten, som det avløste, i alle fall er estetikken bygget speiler, en helt annen enn stålskallet som sto der. Men vær radikalt ærlig – Statoilbygget representerer jo ikke noe nettotilskudd til byen – vi hadde dem jo her fra før. I Brunosten ble det i det minste sveisa i hop båter, og i mi bok er det alltid mest plass til båtbyggere. Er noen skrudd sammen annerledes, gjerne for meg. At det ligger en viss signalverdi i sjakkrutene kan heller ingen ta fra det, og det gjør et solid og fast innprent på netthinna til ørna.
Statoilbygget kan smykke seg med å være det eneste bygget i sentrum som vises fra toppunktet på Middagsfjellet (flere er kommet til senere, red, anm.), det kan ingen ta fra det. Tidlig neste år er det åpning og innflytting, og den gullglødende bygningskula skal fylles med folk som får verdens kick av hydrokarboner i enden av et sugerør.
Idet kulingen blåser ut året, konstaterer ørna at anleggsmaskiner fortsetter å utføre grovkirurgi i infrastrukturen. Året har vært brutalt. Ute i verden er halve popen lagt under torva, norsk langrenn ligger i ruiner og høye posisjoner blir besatt av – ja besatt altså – av folk som vil det skal bli lengre mellom folk.
Er det rart Byens lyskrans tar et favntak om det innerste av sin fjord og gir en gylden godkinn?
Julebyen: Harstads innseiling inspirerer poeter og får trubadurer til å bryte ut i sang. Ikke til å undres over. Byen på bildet befinner seg nesten helt nederst i den dypeste årstida, og ble hyllet av – på dagens høyeste time lille julaften – et blekt, gult, fjernt og søvnig skinn, bak fjellkrans og skylag i oppløsning. Foto: Knut Godø
Waheeei! Så ble jula hvit allikevel.
For to dager siden så det ikke akkurat lyst ut, for å si det sånn. Det gjør det vanligvis ikke på bunnen av mørketida, men dagene før jul dette året må vel ha satt en slags svart rekord for Byen, innpakka av lag på lag av skittengrå søkkblaute dyner, ikke ei blå luke å se. Den svarteste dagen ble noen grader ekstra svart, og lot seg knapt avbilde.
Men så kom den hvite jula og banket på verden likevel og snøt noen hver for den dypeste svarttidsdepresjonen. Verden lysnet – i alle fall midt på dagen i går, lille julaften – til ørnevyet på dette oppslaget. Utrolig hva noen fnugg kan gjøre med en by som festsmeller av punkterte dekk nå henimot julehøytiden, og hvilerommet mot årets ebb.
Ørna seiler inn mot byen noen meter over det berømte Bremnes-sporet, langsomt, forbi ei kirke speilt i hav.I himmelranda i sør kjemper noen stråler sol seg fram fra dypt nede i bøtta, og bærer bud om at nå er ho på rette veien. Så hold ut.
AMFI: Samasjøen har siden byens barndom vært mål for alle som vil ha ny fart i båten sin. Byens mest diverserte del? Foto: Knut Godø
I Samasjøen har det vært produsert, reparert og modernisert fartøy siden 1912.
Det gamle Nielsen-verkstedet sysselsatte på sin topp på sekstitallet et kvart tusen arbeidere – i en tid da Harstad kunne liste opp minst tre andre maritime verksteder og en skog av underleverandører til det som har vært, er, og kommer til å bli – når verden om ikke lenge slutter å konvertere hydrokarboner til klimagasser – nasjonens største ressurs. Kysten.
Oppfatningene om å ha Hamek-hallen i synsfeltet er sikkert diversert, og hyppig kommentert hos folk med adresser som Holstveien, Garveriveien og Naustveien, men det er utvilsomt noe klassisk kystby over måten verft og boligbebyggelse har vokst og bredt seg ut i omtrentlig samtakt.
Samasjøen er et amfiteater ut mot en maritim scene, som fra Rabben med Punkthuset i venstre bildekant og helt bort til Samakleiva i høyrekanten – kronet med et lystårn selvfølgelig – omfavner en bydel som kan kalle seg både industricluster og boligfelt, såvel som premium destinasjon for spesialshopping og hygge.
Området byr på både signalbygg, storkarsboliger, småbyvillaer og lavblokkbebyggelse. Rekka med tomannsboliger var på femtitallet siste skrik i effektiv hverdagslagring av kjernefamilier, vi er usikre på om tilnavnet Kaninburan var uttrykk for særlig nedvurderende folketunge. Nei tror vi, og rekka ble gjentatt mange tiår senere i en lavere linje nærmere vannkanten. Det skal visstnok gå an å sette kveitevad fra verandaen. Kan det bli bedre? Tja, det gamle tankanlegget på Esso ligger nå brakk og bare venter på en sjøsprøyt av ideer.
På alle måter en bevaringsverdig miks, ørna kommer knapt over noen andre steder i verdens minste storby, der rekkehus- og lavblokk glir så inn i, og rundt hverandre, på en for øyet mer tilforlatelig og behgagelig måte. Og det slettes ikke på grunn av, men heller til tross for, historiens krumspring og rundkast.
Var det noen som sa sentrums bakside? Nei. Verftsbyen – med politikernes båter som kanskje litt for hyppige kunder. Det er her en god halvpart av den ligger.
At Den 1ste Regatta paa Harstad var en betydelig nasjonal begivenhet er det liten tvil om. Det vitner den detaljerte dekningen i den lokale pressen om.
Referanser til regattaen dukket opp vidt og bredt i avisfloraen langs hele kysten i tiden etter juni 1891. Regattaen ble nevnt i diverse sammenhenger flere år etter, og den som hadde seilt skarpt i regattaen ble nevnt med navn og båttype.
Under her er alle artikler som Harstads største avis presenterte om begivenheten. De fleste er skrevet av redaktør Peder Olav Klinge i Tromsø Amtstidende, tidligere Senjens Tidende, og som senere byttet navn til Harstad Tidende. Han var selv var aktiv i tilblivelsen av regattaen.
Teksten er i stor grad tydet fra gotisk skrift på gulnede avissider, forsiktig modernisert og bearbeidet. Datidens ortografi og setningsmelodier er i stor grad bevart.
Den 21de Juni 1891:
Handelsstevne i Harstad
Regattaen ved Harstad – Indledningen »Som bekjent udsendte Hr. Fiskeriinspektør Jens O. Dahl i 1890 en Rundskrivelse til samtlige Fiskeriforeninger om sammen med Nordlands Fiskeriforening at forsøge afholde en Regatta og Utstilling af Baade og Garntrækningsmaader m. m. samt at vælge og sende Deputerede, som med nævnte Foreninges Direktion skulde træde sammen for at fatte Bestemmelse om til hvilken Sted af Landet den i Tilfælde skulde henlægges. Harstad Fiskeriforening valgte som Deputererde D’Hr Ækspeditør Kaarbø, Redaktør P. O. Klinge og skolebestyrer Eidem.
Imidlertid indløb Meddelelse fra Nordlands Fiskeriforening om, at dens Direction havde besluttet at Regattaen og Udstillingen skulde henlægges til Bodø, uten at Samraad derom havde fundet Sted med de øvrige Foreningers Delegerede.
Harstad Fiskeriforening besluttede da med eben Majoritet at forsøge foranstaltet afholdt en Kapsejlads under Handelsstevnet – ejentlig af rent lokal Beskaffenhed. Imidlertid meddelte Nordlands Fiskeriforenings Direktion den herværende forening, at Tanken om at afholde Regatta ved Bodø var opgivet.
Som Følge deraf tilfaldt der Harstad Fiskeriforening det til Regattaen ved Bodø bevilgede Beløb 800 kroner, selv havde denne Forening erholdt 100 Kroner. Harstad Fiskeriforening havde imidlertid valgt sin egen Regattakommite, da de tre var kommet til Enighed om, at Regattaen skulde være ved Bodø.
Den nye Kommite sammenkaltes saaledes Ækspeditør Kaarbø, Redaktør P. O. Klinge, Garver Joh. Lind, Gaardbr. And. Hansen, og Handelsmand Helberg, samt Fiskeriinspektør Jens O. Dahl.
Den 27de Marts samledes disse Herrer paa Helberg nær Kabelvaag, hvor Hr. Dahl valgtes til Formand.En Arbejdskommite bestaaende af D’ Hr Ækspeditør Kaarbø, Redaktør Klinge og Garver Lind nedfeltes, ligesom Program vedtoges og besluttedes Regattaen afholdt 15-19 Juni.
Forarbejderne.
Det var jo ikke saa særdeles grejt med kun 1000 Kroner at tage fat på et saa vidtrækkende Arbejde, hvorfor besluttedes at udsende Bidragslister, en Beslutning, som havde de glædeligste Resultater, idet Bidragene flød rigelig ind, hvorom før i det væsentligste er nævnt. Ligeledes blev det henstillet til Harstad Indvaanere at vise Gjæstfrihed med Deputerede, noget som paa en særdeles forekommende Maade blev efterkommet.
Den 15de Juni. Endelig oprant Dagen med dejligt Solskin og – Vindstille. En Mængde Baade af de forskjelligste Typer laa fortøjet paa Havnen. Mandskaperne begyndte ut oaa dagen at sætte op betænkte Miner. Den ene var vis på at det blev Blikstille til St. Hans, for «Maanen var gaaet slig ind;» en anden var vis paa, hva det skulde være; men alle var enige om, at hvis det ingen Vind ble inden den 19de, blev det hele en komplet Fiasko.
Kommiteen bare gik der saa sikker paa Vind, at den blot behøvede at løse Baandet fra Sækken og slippe hele sit Foraad ud. Man slog sig derfor tilro med en Diskussion, hvorom mere paa et andet sted i Bladet.
Saa gik man til Ro med de mest brændende Anmodninger til Vindguden om under Embeds Fortabelse at slippe ordentlig løst den 16de.
Havsejladsen. Med Ængstelige Blikke blev mangt et Hoved stukket ud af Vinduet Morgenen den 16de; men glad i Sind blev det strax trukket tilbage; thi det blæste en frisk Bris. Lidt efter lidt blev der Liv saavel i «Byen som paa Havnen»; det myldrede af Folk overalt, og Glæden stod tydelig at læse i ethvert Blik.
«Naar bær det ivei?» Det var det Spørgsmaal, hvormed enhver «Rødbaandsmand» blev hilset, efter at han havde været så ulykkelig at vise sig uniformeret paa «Byens Gader» (Kommitemændene bar røde Baand). Og med en allerhelvedes Dristighed svarte enhver saaledes: «Pas paa naar de 4 Kanonskud gaar!»
Klokken 10 Formiddag afgik Hr Æxpeditør Kaarbø med Dommerskibet og Merkebaadene for at henlægge disse paa sine respektive Pladse Stangenæs, Hallevik og Tjøttø, hvor de dannede Toppunkterne af et Triangel. Det medtog cirka 1 3/4 Time før Skibet vendte tilbage.
Klokken 1/2 12 bragte fire Skud de Tusinder af Mennesker ned paa Kajen. Der blev med engang Liv og Røre ude paa Havnen, hvor enkelte allerede var ifærd med at prøve Sejl og Rig. 1/2 Time efter befandt alle Baade af alle Klasser sig paa «Opstillingslinjen» ved Stangenæsodden og strax heistes et blaat Flag paa Dommerskibet – «Klar til Afgang». Fem Minutter efter affyrtes et Skud fra Skibet hvorefter Flaget blev strøget, og 1ste Klasse satte ud.
Fem Minutter efter heistes atter det blaa Flag fra Dommerskibet – og fem Minutter derefter et Skud – Flaget blev strøget og 2den Klasse satte ud osv. for alle Klasser. Sneseilsbaadene laa dels for Anker, dels for Spring og heiste først Sejlet i Top, da Skuddet gik.
Båtene på første legg, på en babords slør over mot Hallevika på Rolla. Siden gikk ferden i nordvestlig retning opp mot Røkenesbøen sør av Tjøtta, toppunktet på seilbanen. Det kan være Johan Olsens fembøring «Anna Marie» vi ser nærmest.
Det var et smukt syn at se alle disse Baadformer med forskjelligartet Konstruktion og Seilføring lægge ud, men, ja De faar unskylde at Følelserne nær havde løbet af med Deres referent, da Nordlandsbaadene kom. Ikke fordi jeg syntes bedre om dem eller de andre Typer, tvertom, den, som mest tiltalte mig, var Bodøbaaden, elastisk, stolt, slank og fin som den er, men det var noget andet, og jeg sa til tvende Snesejlstilbedere: «skal vi holde noget paa, at de gamle norske ft: Vikingers Farkost idag som i gamle Dage gjør sig fortjent til Drottens Paaskjønnelse?
Naturligvis de turde ikke vædde paa noget sa de; men deres elskværdige, edikkesure Mine tog rent Motet fra mig.
Kommen til Tjøttø lagde Dommerskibet sig der, for den anden Ende af Trianglets Grundlinje, og lidt efter lidt begynte Sejlflaaden at nærme sig.
Ubeskrivelig skjønt var det i Solskinnet at se alle disse ligesom lueforgyldte Sejl duve op og ned medens Sjøen som en Fos skvulpede foran og over Stævnen. Saa rolige disse Mænd sad eller stod der i Skjorteærmer, som var det hele kun en Leg – en Leg hvori Baadriben oftest laa under Vandet og Topsejlet ligesom syntes at længte mod samme.
Deres referent saa og beundrede alt, men det mest karakteristiske, nationalt løftende var dog efter min Mening Fembøringerne med Halsekaren og Styresmanden. Det er noget saa ejendommeligt med hele denne Sejlmaade, at den ligesom favntager ens hele Alvor, medens Snesejlerne mere saa ud som lette Maager der uden synderlig Kraft duvede afsted.
Da Hr Lund Sommerø’s fortrinlige Ranabaad kom did, var de kunstforstandige rent begeistrede – jeg var færdig at fælde rene nationale Taarer.
Men da saa Johan Olsen Rensaas store Fembøring kom drivende lige i dens Kjølvand, trak jeg et lettelsens Suk og spurgte en Tidsobservatør om, hvad Tid den gik nu over Mærkelinjen, og da jeg saa havde faaet Vished for, hvor længe efter Ranadieren den var afgaaet, gik jeg bort til mine Snesejlsvenner og spurgte, hvormeget de vilde holde paa den nationale Type. Rejs, sa en af dem – formodentlig ønsket han meg bortpaa Tyvholmen; jeg maatte tvinge mig til at tie i Taushed.
Sejladsen er endt. Alle har passeret Mærkelinjen paa Retur.»
Sejlløbet
Seilbanen under Harstadregattaen i 1891. Det er litt usikkerhet om nøyaktig hvor i Hallevika rundingen foregikk, og nøyaktig hvor langt nord banen gikk. Røkenesbøen er det formodentlige nordpunktet på banen.
Sejlløbet under Kapsejladsen bliver ialt ca 4 1/2 Sømil. Der sejles i en Triangel. Udgangspunktet er Stangnæsodden i S.O. til O. til Roldøen, hvor en Mærkebaad vil blive udlagt, østom denne til Sydsiden af Tjøttø (i N. N. V. 1/2 V.), hvor en Mærkebaad udlægges, nordenfor denne og tilbage i sydvestlig Retning til Udgangslinjen. Ved det lange og i tre Retninger lagte Sejlløb vil der være al Rimelighet for, at Baadene kunde prøves i de fleste Slags Sejlføring og Baade i Krydsning og Fordevind. Endel Baade er allerede indmeldte.
Tromsø Amtstidende: Kongen har sendt Regattakomiteen en Sølvpokal, se Telegrammet. Kan ikke alt det Guld og Sølv, Kommiteen nu frister med, bringe vor kjække Fiskeribefolkning til at forsøke en Kappedyst så kan intet det.
Komiteen vrider i Fortvivlelse sine Hænder over hvordan den skal bruge alt det Guld, som fra alle Landets Kanter strømmer ind paa den.
Handelsstevnet
Senjens Tidende: Handelsstevnet var besøgt af mellem 4 a 5 Tusinde Mennesker. Af Handlende fremmødte 79 og af Restaurationer m. m. var der ikke færre end 48. Forretningerne var omtrentlig som før, Ordenen var upaaklagelig naar Hensyn tages til den blandede Menneskemængde.(Tromsø Amtstidende aka Harstad Tidende juli 1891)
Fotografen Harald Hanssen tok noen fabelaktige bilder av Den 1ste Nordlandske Regatta paa Harstad i junidagene i 1891. Enkelte motiver er sportsfoto på høyt nivå, spesielt ut fra en formodning om at bildene er tatt med datidens fuglekasser på stativ.
Bildene er å finne i Sør-Troms museums bildesamling.
Vendepunkt på kysten
Båtene med Rolla eller Andørja i bakgrunnen, på slør innover mot Harstad på tredjelegget. Foto: Harald Hanssen
Datoen 16. juni 1891 står som et av de synligste høydepunkt for nordlandsbåttradisjonen, og det økonomiske skiftet mellom bygdebåten og den privateide, dekkede fiskebåten langs kysten av Nord-Norge.
Den dagen var det seilregatta ved handelsstedet Harstad, ved foten av Lofoten, i dagens Sør-Troms. Holmgangen mellom de nymotens båtene og den gamle, gjennomprøvde fembøringen, åttringen og de andre nordlandsbåtene, sto i løpet av noen timer i indre Vågsfjord.
De nye, dekkede båtene ble akterutseilt av råseilende nordlandsbåter, som fikk perfekte forhold.
Allikevel var fire-fem tusen nordlandsbåter – den dominerende økonomiske faktor langs kysten av det arktiske Norge gjennom århundrer – som sunket i havet bare noen tiår senere.
Det skal sies at lang tid gikk før siste trevl av liv var tynt ut av nordlandsbåttradisjonen. Den siste nordlandsbåten skal ha drevet kommersielt på Lofoten langt opp på 1970-tallet.
Nordlandsbåten har vært brukt i ganske utstrakt grad som symbol i heraldikk og logotypi. De siste tiårene har nordlandsbåten inntatt en rolle i en romantisk renessanse for kystkultur og -etnologi. Det utdannes i dag både nordlandsbåtbyggere og kompetente høvedsmenn og mannskap for båttypen.
En livlig museumsflåte er i sving langs kysten hver eneste sommer. Det blir til og med bygd nye nordlandsbåter, både store og små.
AMFI: Samasjøen har siden byens barndom vært mål for alle som vil ha ny fart i båten sin. Byens mest diverserte del? Foto: Knut Godø
