Et samtidig øyenvitne

Tekst av Peder Oluf Klinge, redaktør i Tromsø Amtstidende (senere Harstad Tidende. Teksten er bearbeidet av Knut Godø)

Den 21de Juni 1891:

Handelsstevne i Harstad.

Regattaen ved Harstad – Indledningen
»Som bekjent udsente Hr. Fiskeriinspektør Jens O. Dahl i 1890 en Rundskrivelse til samtlige Fiskeriforeninger om sammen med Nordlands Fiskeriforening at forsøge afholde en Regatta og Utstilling af Baade og Garntrækningsmaader m. m. samt at vælge og sende Deputerede, som med nævnte Foreninges Direktion skulde træde sammen for at fatte Bestemmelse om til hvilken Sted af Landet den i Tilfælde skulde henlægges. Harstad Fiskeriforening valgte som Deputererde D`Hr Ækspeditør Kaarbø, Redaktør P. O. Klinge og skolebestyrer Eidem.

Imidlertid indløb Meddelelse fra Nordlands Fiskeriforening om, at dens Direction havde besluttet at Regattaen og Udstillingen skulde henlægges til Bodø, uten at Samraad derom havde fundet Sted med de øvrige Foreningers Delegerede.

Harstad Fiskeriforening besluttede da med eben Majoritet at forsøge foranstaltet afholdt en Kapsejlads under Handelsstevnet – ejentlig af rent lokal Beskaffenhed. Imidlertid meddelte Nordlands Fiskeriforenings Direktion den hervæørende forening, at Tanken om at afholde Regatta ved Bodø var opgivet.

Som Følge deraf tilfaldt der Harstad Fiskeriforening det til Regattaen ved Bodø bevilgede Beløb 800 kroner, selv havde denne Forening erholdt 100 Kroner. Harstad Fiskeriforening havde imidlertid valgt sin egen Regattakommite, da de tre var kommet til Enighed om, at Regattaen skulde være ved Bodø.

Den nye Kommite sammenkaltes saaledes Ækspeditør Kaarbø, Redaktør P. O. Klinge, Garver Joh. Lind, Gaardbr. And. Hansen, og Handelsmand Helberg, samt Fiskeriinspektør Jens O. Dahl.

Den 27de Marts samledes disse Herrer paa Helberg nær Kabelvaag, hvor Hr. Dahl valgtes til Formand.En Arbejdskommite bestaaende af D`Hr Ækspeditør Kaarbø, Redaktør Klinge og Garver Lind nedfeltes, ligesom Program vedtoges og besluttedes Regattaen afholdt 15-19 Juni.
Forarbejderne.Det var jo ikke saa særdeles grejt med kun 1000 Kroner at tage fat på et saa vidtrækkende Arbejde, hvorfor besluttedes at udsende Bidragslister, en Beslutning, som havde de glædeligste Resultater, idet Bidragene flød rigelig ind, hvorom før i det væsentligste er nævnt. Ligeledes blev det henstillet til Harstad Indvaanere at vise Gjæstfrihed med Deputerede, noget som paa en særdeles forekommende Maade blev efterkommet.

Den 15de Juni.
Endelig oprant Dagen med dejligt Solskin og – Vindstille. En Mængde Baade af de forskjelligste Typer laa fortøjet paa Havnen. Mandskaperne begyndte ut oaa dagen at sætte op betænkte Miner. Den ene var vis på at det blev Blikstille til St. Hans, for «Maanen var gaaet slig ind;» en anden var vis paa, hva det skulde være; men alle var enige om, at hvis det ingen Vind ble inden den 19de, blev det hele en komplet Fiasko.

Kommiteen bare gik der saa sikker paa Vind, at den blot behøvede at løse Baandet fra Sækken og slippe hele sit Foraad ud. Man slog sig derfor tilro med en Diskussion, hvorom mere paa et andet sted i Bladet.

Saa gik man til Ro med de mest brændende Anmodninger til Vindguden om under Embeds Fortabelse at slippe ordentlig løst den 16de.

Havsejladsen.
Med Ængstelige Blikke blev mangt et Hoved stukket ud af Vinduet Morgenen den 16de; men glad i Sind blev det strax trukket tilbage; thi det blæste en frisk Bris. Lidt efter lidt blev der Liv saavel i «Byen som paa Havnen»; det myldrede af Folk overalt, og Glæden stod tydelig at læse i ethvert Blik.

«Naar bær det ivei?» Det var det Spørgsmaal, hvormed enhver «Rødbaandsmand» blev hilset, efter at han havde været så ulykkelig at vise sig uniformeret paa «Byens Gader» (Kommitemændene bar røde Baand). Og med en allerhelvedes Dristighed svarte enhver saaledes: «Pas paa naar de 4 Kanonskud gaar!»

Klokken 10 Formiddag afgik Hr Æxpeditør Kaarbø med Dommerskibet og Merkebaadene for at henlægge disse paa sine respektive Pladse Stangenæs, Hallevik og Tjøttø, hvor de dannede Toppunkterne af et Triangel. Det medtog cirka 1 3/4 Time før Skibet vendte tilbage.

Klokken 1/2 12 bragte fire Skud de Tusinder af Mennesker ned paa Kajen. Der blev med engang Liv og Røre ude paa Havnen, hvor enkelte allerede var ifærd med at prøve Sejl og Rig. 1/2 Time efter befandt alle Baade af alle Klasser sig paa «Opstillingslinjen» ved Stangenæsodden og strax heistes et blaat Flag paa Dommerskibet – «Klar til Afgang». Fem Minutter efter affyrtes et Skud fra Skibet hvorefter Flaget blev strøget, og 1ste Klasse satte ud.

Fem Minutter efter heistes atter det blaa Flag fra Dommerskibet – og fem Minutter derefter et Skud – Flaget blev strøget og 2den Klasse satte ud osv. for alle Klasser. Sneseilsbaadene laa dels for Anker, dels for Spring og heiste først Sejlet i Top, da Skuddet gik.

Båtene ute ved Måga, på en kryss inn mot byen etter å ha rundet Røykjenesbøen. Det kan være Johan Olsens fembøring "Anna Marie" vi ser nærmest.

Det var et smukt syn at se alle disse Baadformer med forskjelligartet Konstruktion og Seilføring lægge ud, men, ja De faar unskylde at Følelserne nær havde løbet af med Deres referent, da Nordlandsbaadene kom. Ikke fordi jeg syntes bedre om dem eller de andre Typer, tvertom, den, som mest tiltalte mig, var Bodøbaaden, elastisk, stolt, slank og fin som den er, men det var noget andet, og jeg sa til tvende Snesejlstilbedere: «skal vi holde noget paa, at de gamle norske ft: Vikingers Farkost idag som i gamle Dage gjør sig fortjent til Drottens Paaskjønnelse?

Naturligvis de turde ikke vædde paa noget sa de; men deres elskværdige, edikkesure Mine tog rent Motet fra mig.

Kommen til Tjøttø lagde Dommerskibet sig der, for den anden Ende af Trianglets Grundlinje, og lidt efter lidt begynte Sejlflaaden at nærme sig.

Ubeskrivelig skjønt var det i Solskinnet at se alle disse ligesom lueforgyldte Sejl duve op og ned medens Sjøen som en Fos skvulpede foran og over Stævnen. Saa rolige disse Mænd sad eller stod der i Skjorteærmer, som var det hele kun en Leg – en Leg hvori Baadriben oftest laa under Vandet og Topsejlet ligesom syntes at længte mod samme.

Deres referent saa og beundrede alt, men det mest karakteristiske, nationalt løftende var dog efter min Mening Fembøringerne med Halsekaren og Styresmanden. Det er noget saa ejendommeligt med hele denne Sejlmaade, at den ligesom favntager ens hele Alvor, medens Snesejlerne mere saa ud som lette Maager der uden synderlig Kraft duvede afsted.

Da Hr Lund Sommerø`s fortrinlige Ranabaad kom did, var de kunstforstandige rent begeistrede – jeg var færdig at fælde rene nationale Taarer.

Men da saa Johan Olsen Rensaas store Fembøring kom drivende lige i dens Kjølvand, trak jeg et lettelsens Suk og spurgte en Tidsobservatør om, hvad Tid den gik nu over Mærkelinjen, og da jeg saa havde faaet Vished for, hvor længe efter Ranadieren den var afgaaet, gik jeg bort til mine Snesejlsvenner og spurgte, hvormeget de vilde holde paa den nationale Type. Rejs, sa en af dem – formodentlig ønsket han meg bortpaa Tyvholmen; jeg maatte tvinge mig til at tie i Taushed.

Sejladsen er endt. Alle har passeret Mærkelinjen paa Retur.»

 

 

Legg inn en kommentar